Kosmisk chokbølge

På billedet ses et lille område af en tåge, 2500 lysår borte, i stjernebilledet Svanen. Tågen, der dækker en udstrækning på himlen, som er 6 gange fuldmånens diameter, er chokbølgerne fra en supernovaeksplosion, der fandt sted for 15.000 år siden. Chokbølgen, som på optagelsen bevæger sig fra venstre mod højre, er for nylig stødt ind i en tættere sky af interstellare gasser, der herved er begyndt at gløde.

På samme måde som mikroskoper revolutionerede studiet af den menneskelige krop og dens celler, giver Rumteleskopet nu astronomerne et enestående kig på de fine strukturer i en sådan fjern chokbølge. De sidste 20 år har astronomerne gennemført teoretiske beregninger over disse processer, men indtil Rumteleskopets opsendelse har det ikke været muligt at gennemføre detaljerede observationer, der enten kan bekræfte eller afkræfte teorierne.

Billedet er optaget med Rumteleskopets WFPC2 (Wide Field og Planetary Camera 2). Farverne er fremkommet ved at kombinere tre forskellige optagelser. Blåt lys viser stråling fra "dobbelt-ioniserede" iltatomer (atomer, der har fået fjernet to elektroner), som er dannet af energi i chokbølgen. Rødt lys er fremkommet ved "enkelt-ioniserede" svovlatomer (svovlatomer, der mangler et enkelt atom). Denne svovlstråling rejser sig et godt stykke bag chokbølgen i gasser, som har haft tid til at afkøle efter chokbølgens passage. Grønt viser lys udsendt af brintatomer. Det meste af brintstrålingen kommer fra en ekstremt smal zone - kun få gange afstanden mellem Solen og Jorden - lige bag selve chokbølgen. Disse smalle zoner fremtræder som skarpt afgrænsede, grønne, fjerlignende strukturer på billedet.

/HG

Foto: Jeff Hester (Arizona State University)



Denne side vedligeholdes af tycho@inet.uni-c.dk

Tilbage til Planetariets hjemmeside